NYHEDER

Flemming fejrer 25 år som »Brandmand« i EL:CON

Projektleder Flemming Jespersen kan den 14. februar 2019 fejre sit 25 års jubilæum hos EL:CON i Roskilde – de sidste par årtier i sikringsafdelingen.

Flemming Jespersen jubilæum

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation, meri@elcon.dk

»Flemming er EL:CONs »Brandmand nr. 1«, og med den titel mener jeg, at han er ekspert på sit felt inden for brandsikring. Han er en loyal medarbejder, der ivrigt lærer fra sig, og deler sin viden med kollegaerne på sin behagelige, lune facon. Og jeg håber, at Flemming har lyst til at blive her hos os i mange år fremover«, siger sikringschef Per Bloch.

Da Flemming startede i virksomheden for 25 år siden, hed den MJ Elektro, og her løste han opgaver som elektriker ude på byggepladser. Snart fik han titel af formand og fik stadig mere betroede opgaver: »Jeg udførte kabelnedgravninger til den store guldmedalje med henblik på blandt andet bombe- og terrorsikring og andre kriseberedskabstiltag, samt tiltag for at imødegå miljøkatastrofer i visse dele af brandstofindustrien«.

Efter en årrække som pladsformand med fysisk hårdt arbejde, tænkte Flemming, at tiden var moden til et mere skånsomt, indendørs arbejde: »Jeg havde ikke lyst til at tilbringe mere tid i gummistøvler i en mudret udgravning. Derfor tog jeg en snak med Morten Jensen (stifter af MJ Elektro, red.) om muligheden for at arbejde med sikring – og sådan blev det«, forklarer Flemming, der startede på området med installationer af tyverialarmer, adgangskontrol og videoovervågning.

Sætter en ære i sit arbejde
Flemmings CV blev siden pyntet med en ABA-certificering (brandalarmanlæg), AVA certificering (Varslingsanlæg), ABVt Certificering (Brandventilation) og det er ikke helt tilfældigt, at det fortsat er brandsikring, Flemming arbejder med hos EL:CON: »Jeg sætter en ære i at arbejde med at skabe sikringsløsninger til fx bygninger, børn og ældre mennesker, der redder liv. Brandalarmssystemer, der hurtigt og effektivt tilkalder beredskabet, varslingssystemer, der råber vagt i gevær lokalt i bygninger, brandventilation, der bortleder røg og varme så en evt. evakuering muliggøres, eller bare branddøre, der lukker forsvarligt af for en opstået brand«.

Det er også Flemming, der både projekterer, sætter bemanding og står for udførelsen af de til tider yderst omfattende sikringsopgaver, der lander på hans skrivebord. Fx har han netop løst en større sikringsentreprise i en 14.000 m2 stor hal, hvor følere skulle opsættes i otte meters højde: »Jeg går aldrig på kompromis med mine kollegaers sikkerhed, når de går på arbejde. Vi måtte fx udskifte arbejdsliftene til en anden og til opgaven bedre model – men samtidig skal der være sammenhæng i opgaverne, så vi trak kablerne modsat i forhold til det umiddelbare, for at spare timer«, forklarer Flemming med et smil men uden at uddybe nærmere: »Så bliver det vist en tand for teknisk«.

Flemming samarbejder med kollegaer på tværs af landet - med ABA, AVA og ABVt, et tillæg til jobbet efter afdelingen i Roskilde er blevet medspiller i det landsdækkende EL:CON.

Flemming er en vellidt kollega, og det har han et lysende eksempel på i form af et indrammet diplom på sit skrivebord: »Jeg er nomineret til Årets Kollega i EL:CON 2018, og det gør mig stolt og glad. Jeg tror fuldt og fast på, at det er bedst at drive et godt arbejdsmiljø og et godt resultat frem med det gode og få hele holdet med«.

Det ser ud til, at det lykkedes for Flemming at gøre det rigtigt, når han kigger på sit gode, sammentømrede team af dygtige folk: »Er jeg i EL:CON om ti år? Tja, det tror jeg nok«.

Stort tillykke med jubilæet Flemming:-)

EL:CON køber DES-Knudsen ApS

DES-Knudsen opkøb

EL:CON har pr. 7. januar 2019 overtaget aktiviteterne i el-installationsforretningen DES-Knudsen ApS, som har base i Skive. EL:CON styrker hermed de el-tekniske kompetencer i det midt-vestjyske område.

Administrerende direktør Jesper Knudsen glæder sig over overtagelsen og udtaler: »Med overtagelsen af DES-Knudsen ApS udbygger vi vores lokale forankring i Skive og i det øvrige midt- og vestjyske område, og vi vil dermed i højere grad kunne imødekomme såvel eksisterende som nye kunders behov for el-teknisk ekspertise«.

Som et led i aftalen forsætter Peter Hauberg (t.h.), virksomhedens hidtidige ejer, som servicechef i EL:CON’s lokale serviceafdeling i Skive, og sammen med de eksisterende medarbejdere i afdelingen vil han tage hånd om kunderne behov.

»Vi er glade for at vi kan tilbyde de faste kunder hos DES-Knudsen ApS en fortsættelse af samarbejdet med Peter Hauberg, ligesom vi naturligvis ser frem til at kunne at skabe yderligere grobund for udvikling af vores eksisterende forretning«, udtaler regionsdirektør Tim Pindstofte (t.v.).

Regionsdirektøren fortæller endvidere, at udvidelsen af de el-tekniske kompetencer har høj prioriteret og er en del af EL:CONs strategi: »Vi ønsker at levere løsninger, der er innovative, fremtidssikrede og intelligente«.

Medalje til Mikkel - udlært elektriker hos EL:CON i Viborg

Svendeprøven er vel overstået for Mikkel Eriksen, som er udlært elektriker den 4. januar 2019 hos EL:CON i Viborg. Den dygtige elektriker opnåede nemlig hele to 12-taller for sin svendeprøve – og det udløser fagets medalje.

Mikkel Eriksen udlært i Viborg

»Mine karakterer er bare tal, for det handler om så meget andet og mere, når jeg arbejder som elektriker i det daglige. Men jeg er da super stolt og tilfreds med, at jeg får fagets medalje«, fortæller en glad, nyudlært elektriker.

Blandt andet handler det for Mikkel om, at han har gode kollegaer, et godt sammenhold på arbejdspladsen, og at han får tildelt ansvar til at løse sine opgaver selvstændigt – vilkår han oplever hos EL:CON.
Blandt Mikkels kollegaer er der også bred enighed om, at den unge fyr har nogle talenter, der ligger lidt ud over det sædvanlige: »Jeg tror, vi her taler om EL:CON Viborgs IHC-geni (lysstyring i fx huse), og jeg er helt tryg ved at sende Mikkel ud på alle slags opgaver«, fortæller serviceleder Jan Kristensen, der tilføjer, at Mikkel er én af de få lærlinge, der gennem de sidste par år af sin læretid har kørt i egen servicevogn.

Tekniker Poul Henrik Vestergaard er Mikkels Buddy (mentor): »Mikkel favner alt, han er nok én af de bedste elektrikere, og jeg kan sende ud på alle typer opgaver – dag og nat. Han er utrolig videbegærlig og konstruktiv, og han sætter sig hurtigt ind i tingene«.

Totalrenovering og IHC
Mikkel har gennem det sidste år brugt al sin fritid på at totalrenovere det gamle hus i en naboby til Viborg, som han har investeret i.

Også i dét projekt skinner interessen for teknik og styring igennem: »Jeg sætter stor pris på komfort. Og når jeg har mulighed for at styre varme og lys fra min telefon via smarte IHC-løsninger, så er det da dét, jeg installerer i mit hus«, siger Mikkel med et grin.

Også ude hos sine EL:CON-kunder arbejder Mikkel på at skabe de helt rigtige løsninger, kunderne bliver tilfredse med: »Jeg er god til IHC, og jeg drager nytte af de kurser, jeg har deltaget i, men også egen erfaring med renovering af mit eget hjem«.

Mikkel har netop været 14 dage hos sine kollegaer i Skive for at løse opgaver inden for programmering og skalering: »Jeg syntes, opgaverne var utrolig spændende, og kollegaerne super flinke. Så jeg håber på flere opgaver inden for styring (automation) og industri fremover«.

Poul Henrik tilføjer: »Vi har også fået meget positive tilbagemeldinger fra Skive på Mikkels indsats dér«.

Ingmars er udlært elektriker hos EL:CON - med to flotte 12-taller

Ingmars Jansons er udlært elektriker den 31. december 2018 hos EL:CON i Viborg – og det med to flotte 12-taller og dermed udsigt til at modtage fagets medalje.

Ingmars Jansons udlært i Viborg

Det skinner igennem, at her er tale om en fagligt dygtig elektriker. Men el-faget er ikke helt ukendt for Ingmars, for han er faktisk oprindeligt udlært el-montør i Letland.

»Og jeg har arbejdet som el-montør i mit hjemland gennem seks år, inden jeg kom til Danmark. Med min uddannelse som elektriker her i Danmark har jeg fremtidssikret og opgraderet min viden inden for faget«, fortæller Ingmars, der har sagt ja til at fortsætte hos EL:CON i Viborg.

»Ingmars er hamrende dygtig til specielt industriservice og besidder et gå-på-mod ud over det sædvanlige. Så vi er helt tilfredse med, at han ønsker at arbejde videre med det område her i serviceafdelingen. Og han er desuden meget vellidt blandt kollegaerne«, tilføjer serviceleder Jan Kristensen.

Elektriker Thomas Hellerup er Buddy (mentor) for Ingmars: »Han har et godt håndelag med sin baggrund inden for el-faget. Han har ikke brugt sin mulighed for at snakke med mig som Buddy særlig meget, nok fordi han har været godt selvkørende helt fra starten«.

Kommende automationsteknolog
Måske stopper Ingmars ikke sin uddannelsesrække ved den nye status som udlært elektriker. Han har overvejelser om måske på sigt at læse videre til automationsteknolog: »For jeg brænder virkelig for industriservice«.
Blandt andet derfor har han benyttet sig af EL:CONs rotationsordning for lærlinge og tilbragte tre måneder i Automationsafdelingen i Hornslet: »Her fik jeg for alvor øjnene op for mulighederne med automation, det var en rigtig god oplevelse, og jeg har lært mange nye ting om faget«, forklarer han.

Men lige nu og et godt stykke tid fremover er det EL:CON i Viborg, der får den nyudklækkede elektrikers fulde faglige opmærksomhed: »Jeg er virkelig glad for at køre ud på industriopgaver med min gode kollega René (Sjørup, red.), som jeg hele tiden kan lære meget af«.

Derhjemme er det Ingmars kone og lille søn på to år, der er i centrum: »Uh, der er så meget, jeg gerne vil lære og opleve med min lille søn. Men der bliver da heldigvis også tid til interessen for musik, hi-fi-systemer og cykling«, smiler den nye elektriker fra Viborg.

EL:CON køber aktiviteterne i Utility Solutions af Eniig

Opkøb af Utility Solutions

EL:CON A/S har netop indgået aftale med Eniig a.m.b.a. om overtagelse af aktiviteterne i Utility Solutions, som har base i Støvring. Med købet styrker EL:CON sin eksisterende forretning inden for det el-tekniske kompetenceområde infrastruktur & forsyning.

Ifølge administrerende direktør Jesper Knudsen stiller opkøbet kunderne stærkere: »EL:CON har mangeårig erfaring inden for etablering, drift og vedligeholdelse af el-forsyningsanlæg og vil med opkøbet af Utility Solutions få yderligere faglig kompetence«.

»Vi udbygger vores dækningsområde i Midt- og Nordjylland og føjer med overtagelsen af denne afdeling placeret i Støvring endnu en lokal afdeling til vores landsdækkende virksomhed. En af gevinsterne er, at vi i højere grad vil kunne imødekomme vores kunders behov for el-teknisk ekspertise«, udtaler Jesper Knudsen.


Direktøren glæder sig over opkøbet og fortæller, at udvidelsen af de el-tekniske specialkompetencer er en højt prioriteret del af EL:CONs strategi: »Vi ønsker at levere løsninger, der er fremtidssikrede og intelligente. Det vil sige, at vi sammentænker alt fra el-forsyning over el-installation og indeklima til adgangskontrol og overvågning, og vi vejleder kunderne i både projektering og installation«.


»Energioptimering er en integreret del af EL:CONs agenda. I det lys er købet er Utility Solutions endvidere interessant, fordi vi på el-forsyningen kan bidrage til både at skabe et velfungerende samfund og en renere planet«, fortæller regionsdirektør hos EL:CON, Jens Christian Lundholt.


»Utility Solutions har 15 højt specialiserede medarbejdere, der er eksperter i vedligeholdelse og anlægsarbejde på elforsyningsanlæg. Sammen med EL:CONs eksisterende medarbejdere på dette område, er vi nu i stand til at løse alt fra enkelte vedligeholdelsesopgaver til store komplekse anlægsprojekter på energiens motorveje«, forsætter Jens Christian Lundholt.


På billedet ses fra venstre: Regionsdirektør Jens Christian Lundholt, adm. direktør Jesper Knudsen, begge EL:CON A/S og fra Eniig a.m.b.a CFO Jesper Barslund Jacobsen og direktør for Eniig Energiteknik A/S Ken Thon.

Film om EL:CONs grundfortælling

EL:CONs Grundfortælling

Hos EL:CON dækker vi kundernes behov for el-teknisk ekspertise både lokalt og nationalt. Vi vejleder, vi installerer, og vi servicerer. Fra enkle installationer til komplekse løsninger, der stiller store krav til teknisk indsigt, faglig dygtighed og projektstyring. Vi er kendt og anerkendt for ordentlighed og godt arbejde. Se mere i vores nye film.

  EL:CONS GRUNDFORTÆLLING

 

Jan Kristensen fejrer 40 års jubilæum hos EL:CON i Viborg

Serviceleder Jan Kristensen kan den 1. maj 2018 fejre sit 40 års jubilæum hos EL:CON

Jan Kristensen 40 års jubilæum

Jan Kristensen har gennem fire årtier været tilknyttet samme installatørvirksomhed med adresse i Viborg, lige fra han startede som elektriker i 1978 til i dag. Kun hans titel har ændret sig nogle gange i løbet af karrieren, ligesom virksomheden også har ændret navn og størrelse.

»Vi var fire ansatte i det tidligere Agerkilde, da jeg startede som industrielektriker her i afdelingen,« husker Jan.

I dag hedder virksomheden EL:CON og er vokset sig til en anden størrelse, så den i dag tæller ca. 80 ansatte inklusive de ca. 22 lærlinge alene i Viborg.

»Ja, det vrimler med unge mennesker, vi sørger for at tage med ud på varierende opgaver, og det er skønt. Men af og til må jeg da lige gå ud og kigge på vores oversigtstavle med fotos, så jeg véd, hvem de forskellige er,« siger jubilaren.

Jan fortæller, at han heldigvis har bevaret arbejdsglæden intakt gennem alle 40 år: »Jeg møder hver morgen kl. 6.30, og det fortsætter jeg med i nogle år endnu. Jeg er gammel i faget og her i afdelingen, men mine år som elektriker ude i marken gør jo også, at jeg kan advisere vores egne montører i, hvor hos kunden, de finder de forskellige installationer – for dem kan jeg stadig huske,« smiler jubilaren.

I omegnen af 10 – 15 montører kører til dagligt i Jans tjeneste, og han besidder et branchekendskab og overblik, der er unikt: »Jan er firmaets mand og krumtappen her i Viborg. Han kender stort set alle kunderne, som da også beder om specifikt at tale med Jan, når de ringer, fordi han er så afholdt og altid finder en god løsning på opgaverne,« forklarer servicechef Per Eriksen.

Rolleskifte
Jan kørte som industrielektriker i de første ca. ti år af sin karriere men blev herefter overmontør som en naturlig følge af vækst og flere folk at holde styr på. Siden fik han titel som serviceleder og dernæst afdelingsleder for Viborg-afdelingen: »Da EL:CON opkøbte Agerkilde med afdelinger i Karup (blev dog afviklet og folkene overgik til Viborg, red.), Skive, Holstebro og Viborg, ønskede jeg at blive serviceleder for Viborg igen – det følte jeg mig bedst tilpas med, og det har jeg været lige siden.«

Tidligere kollega og servicechef i EL:CON Brian Borch Bryrup siger: »Da jeg startede som lærling i firmaet, fungerede Jan som overmontør. Han blev senere afdelingschef, mens jeg var projektleder, roller, som han ønskede, at vi byttede i 2014, da vi ændrede organisationsstruktur og igen fik vokseværk.«

Brian fortæller videre, at rolleskiftet ikke indebar de store ændringer i dagligdagen, for Jan fortsatte med at supplere afdelingen godt med sit store overblik qua sit store kundeengagement og –kendskab samt en faglighed, man kun finder blandt få: »Har man et spørgsmål, kan Jan altid finde et svar på det, og han har aldrig for travlt til at hjælpe.«

Rejsefeber og reception
Jan er bortrejst på selve dagen for sit 40 års jubilæum – han er nemlig på én af sine utallige rejser til det samme sted 80 kilometer øst for Malaga i Sydspanien, som han tager til, når rejsefeber rammer: »Ja, dér kommer vi flere gange årligt, for der er bare skønt.«

Derfor vil der først være reception for Jans indbudte kollegaer, familie og forretningsforbindelser fredag den 25. maj 2018 i Viborg Lounge.

Stort tillykke med jubilæet og flot klaret Jan:-)

40 års jubilæum som elektriker hos EL:CON

Elektriker Karl Laursen kan fejre sit 40 års jubilæum som elektriker hos EL:CON i Grenaa den 1. april 2018.

Karl Laursen 40 års jubilæum

Den 65-årige elektriker har bevaret sin arbejdsglæde og ser frem til endnu en dag på jobbet, når han står op om morgenen.

»Jeg tager ét år ad gangen! Og så længe jeg synes, det er sjovt at arbejde, fortsætter jeg. Det er heldigvis aldrig kedeligt at være elektriker, og trods mine mange år i branchen oplever jeg da stadig at komme ud på opgaver, der er nye for mig,« smiler jubilaren.

Arbejdsopgaverne varierer, men det er spjældarbejde, der er det foretrukne – altså at komme ud på forskellige »små« installationsopgaver.

»Karl er en rigtig all-round elektriker, ja, faktisk en »altmuligmand,« vi trygt kan sende ud på opgaver. Han er en stabil, vellidt og rar fyr, kollegaerne altid kan regne med. Han tager også gerne en lærling med sig, når han kører ud på opgaver,« siger serviceleder Jesper Nielsen Hindkjær, der har været Karls kollega i over 20 år.

»Jeg viser gerne vores lærlinge, hvilke opgaver, man kan blive udsat for i jobbet. De har en lidt anden tilgang til opgaveløsningen, end jeg har, men jeg tror, det er gavnligt, at generationerne kan tage ved lære af hinanden,« fortæller Karl.

Opgaver gennem en lang karriere
Karl har gennem sin lange karriere altid været tilknyttet virksomheden i Grenaa, som nu hedder EL:CON. Oprindeligt var navnet Søren Jensen, som blev opkøbt af ELROs installationsafdeling, som så igen blev overtaget af EL:CON i 2008.

Karls opgaveportefølje gennem en 40-årig karriere er lang, og den omfatter blandt andet installationer på Grenaa Havn i forbindelse med kontorbyggeri. Han har kurser og lang erfaring med installationer af hvidevarer, han har været »lånt ud« til EL:CONs Trafik og infrastrukturafdeling, da de skulle renovere gadelys på Djursland. Han har endda været tilknyttet afdelingen i Middelfart og været med til at installere belysning på fire togstationer.

»Det har altid været sjovt at arbejde med kollegaer fra andre afdelinger og se, hvordan de griber opgaverne an. Men jeg er altid glad for at komme hjem til afdelingen i Grenaa igen,« fortæller Karl.

Når Karl ikke er på arbejde i EL:CON bruger han tiden flittigt på børn, børnebørn, fiskeri og på den udenlandsk indregistrerede Toyota Supra, som dog lige skal have danske plader og en kærlig hånd, før den skal vises frem til opvisning: »Nej, det er ikke skovræs, I kommer til at se mig deltage i,« griner jubilaren.

Stort tillykke med jubilæet Karl:-)

EL:CON har vækstambitioner

Tim, Jesper Knudsen, Michael

EL:CON oplever vækst i hele landet, hvor både kundeportefølje og medarbejderstab vokser støt. For at sikre, at EL:CONs geografiske struktur og organisering understøtter væksten, har vi valgt at etablere en ny regionsopdeling.

Tim Pindstofte (t.v.) udnævnes til regionsdirektør for den nye Region Midt-Vest. Tim Pindstofte er hentet i EL:CONs egne rækker, hvor han i en årrække har været servicechef i Holstebro.

Michael Hemicke (t.h.) fortsætter som regionsdirektør med ansvar for den nye Region Østjylland.

»EL:CON har fortsat store ambitioner om at vækste i det landsdækkende eltekniske marked. Den nye struktur styrker både det landsdækkende og lokale fokus og ruster os således til fremtiden,« fortæller Adm. direktør Jesper Knudsen (i midten) og fortsætter: »Tim Pindstofte og Michael Hemicke er kompetente og erfarne ledere, der mestrer at drive en national strategi i en lokal forankring, og det er et privilegium at kunne sætte så stærkt et hold«.

Ud over Region Østjylland og Region Midt-Vest har EL:CON Region Syd og Region Øst samt en bred vifte af specialtekniske kompetencer.

Leif Ballegård fejrer 40 års jubilæum hos EL:CON

Montør Leif Ballegård kunne mandag den 1. januar 2018 kalde sig for 40 års jubilar hos EL:CONs Trafik og infrastrukturafdeling i Horsens

Leif Ballegård 40 års jubilæum

Montør Leif Ballegård kunne mandag den 1. januar 2018 kalde sig 40 års jubilar hos EL:CONs Trafik og infrastrukturafdeling i Horsens – og han fortsætter ufortrødent i afdelingen.

»Mine kollegaer og jeg mødtes lige til et rundstykke efter nytår for at fejre, jeg nu har 40 år på bagen på forsyningsområdet i Horsens – kun virksomhedsnavn og opgaverne har forandret sig gennem årene. De sidste ti år har jeg været beskæftiget med gadelys for EL:CON,« fortæller Leif.

Funktionschef Palle Jørgensen er da også rigtig glad for, at det netop er Leif, som er fast »Luftskipper« på kurvevognen på de daglige opgaver i Horsens, Skanderborg, Hedensted og Vejle: »Leif er god til at finde løsninger på daglige udfordringer og bestemt ikke sådan at slå ud af kurs.«

Svenskere uden strøm
Med 40 års erfaring inden for sit fag har Leif da også oplevet lidt af hvert: »Jeg husker især en storm i 2005, der nedlagde al strømforsyning i de sydlige Sverige. Svenskerne bad os i naboselskaberne om hjælp til at udbedre skaderne, og folk ankom fra flere nabolande. Jeg husker, at vi i alt ca. 2.500 mand arbejdede mindst 12 timer dagligt i flere uger på at få strømforsyningen op at køre igen. Vi boede på hotel og var kun hjemme i Danmark hver anden weekend,« griner Leif.

Han supplerer med oplysningen om, at der faktisk gik hele fem uger, inden alle i Sydsverige igen havde strøm.

Det var en helt anden storm, der rasede, dén januardag i 1978 for 40 år siden, da Leif startede hos dengang BHHH (Bjerre Hatting Herreds Højspændingsanlæg): »Vi var 5-10 mand, der trak bryderkabler i Ølsted under en hylende snestorm. Jeg tænkte, at dét her holder jeg ikke til,« griner jubilaren.

Men dét gjorde han! Og Leif tilføjer, at han ikke vil bytte sit udendørs arbejde med et inden for, når fx foråret står for døren og dagene bliver lyse.

Fra luft til jord
I begyndelsen af sin karriere arbejdede Leif og kollegaerne med vedligeholdelse af luftledningsanlæg.

»Dengang borede vi selv hullerne i jorden og udskiftede master løbende. Først senere kom der entreprenører ind over boreprocessen,« forklarer han.

Den 1. januar 1997 fusionerede BHHH og Horsens Belysningsvæsen og blev til Energi Horsens, der nogle år senere skiftede logo til EL:CON. Og Leif har været fast mand i virksomheden hele vejen igennem.

»Nu har vi efterhånden arbejdet i mange år med at lægge luftledningerne i jorden – men vi er endnu ikke helt færdige,« fortæller jubilaren.

I dag kører Leif fast med sin makker med kurvevognen i Horsens og omegn: »Jeg har altid været glad for min arbejdsplads og opgaverne, der er fulgt med og har ændret sig i løbet af årene – ellers havde jeg nok heller ikke været her så længe,« griner han.

»Leif er en meget påskønnet medarbejder, og han er værdsat af alle sine kollegaer. Ikke mindst på grund af hans altid positive og imødekommende indstilling. Vi er stolte af, at han har valgt at arbejde hos os i 40 år,« slutter Palle Jørgensen.

På billedet ses: 40 års jubilar Leif Ballegård bliver fejret af sine EL:CON-kollegaer. Og et kig til »Luftskipperen« i sin kurv.