NYHEDER

Jonna Jensen fejrer 25 års jubilæum hos EL:CON

Jonna Jensen jubilæum

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation, meri@elcon.dk

Jonna Jensen kan den 1. juli 2019 fejre sit 25 års jubilæum hos EL:CON i Roskilde – og med Jonna har afdelingen i Roskilde både en værdifuld bogholder men også én, der kender alle den lokale installationsvirksomheds kroge, historik og kunder.

»Jonna er ankerstenen på kontoret. Hendes styrke er, at hun har »orden i penalhuset«, er fagligt mega dygtig og myreflittig, og så kan hun begå sig på alle niveauer internt såvel som eksternt«, forklarer regionsdirektør Palle Egelund Jensen.

Der er da også mange årsager til, at Jonna selv har valgt at blive i samme virksomhed i 25 år: »Tiden her i virksomheden blandt mine mange gode kollegaer er godt givet ud, og jeg er på intet tidspunkt stagneret i mit arbejde«, forklarer Jonna og mener, at så længe hun fortsat bliver udfordret fagligt og føler, hun kan gøre en positiv forskel for sine kollegaer, så stortrives hun.

»Jonna er meget opmærksom på trivslen her i afdelingen. Hun kommer på forunderlig vis i mål med egne og sine kollegaers synspunkter, og får altid talt sig frem til en god løsning«, supplerer Palle.

Historien
Historien om Jonnas karriere starter for 25 år siden, da hun havde taget sin HG-eksamen inden for kontor. Handelsskolen udsendte et hæfte med en kort beskrivelse af de kandidater – heriblandt Jonna, der ønskede sig en læreplads, til områdets virksomheder: »Så blev jeg kontaktet af Morten og Grethe, ejerne af MJ Elektro, som virksomheden hed dengang«, smiler jubilaren og tilføjer, at hun heldigvis fik den læreplads.

Faktisk overtog EL:CON virksomheden MJ Elektro præcis på Jonnas 20 års jubilæumsdag.

Med tiden har Jonna fået et så unikt indblik i driften af afdelingen, og det er ofte hende, der formår at omsætte nye tiltag til et plan, så alle kan følge med: »Jeg tager ofte for mange opgaver på mig i min iver efter at gøre en forskel for mine kollegaer. Men jeg sætter en ære i at besidde en positivitet og en høj omstillingsparathed - også når jeg selv er presset med mange bolde i luften«.

De 25 år er fløjet afsted, mener Jonna, der blandt andet kan se tilbage på omfattende opgaver i forbindelse med fx implementering af to nye regnskabssystemer – det ene helt ned til kontoplanniveau. Faglige udfordringer er der heldigvis stadig nok af – men der er lige én slags udfordring, jubilaren ikke er helt tilfreds med: »Ja, der er lige dét med alderdommen, altså min egen, for nu er jeg gået hen og blevet den ældste af os fire kvinder på kontoret«, griner hun.

Ole Gregers Jensen fejrer 25 års jubilæum hos EL:CON

Elektriker Ole Gregers Jensen kan fejre sit 25 års jubilæum hos EL:CON i Roskilde den 27. juni 2019. Han er – og har altid været – entrepriseelektriker helt ind til benet.

Ole Gregers Jensen jubilæum

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation, meri@elcon.dk

»Jeg trives i EL:CON, og jeg har det bedst i velkendte rammer på større entrepriser, så jeg bliver nok her, indtil jeg går på pension«, forklarer jubilaren, der i det seneste år har arbejdet på en industrientreprise, EL:CON udfører på Christianshavn.

»Ole er fagligt dygtig. Når han fx har lavet en eltavle, står den knivskarp som hugget i marmor. Han er en god kollega med et godt humør, og han er vellidt blandt sine kollegaer. Men man skal bestille noget på Oles vagt! Han tager et stort ansvar, og han er med til at gøre en forskel i EL:CON«, fortæller regionsdirektør Palle Egelund Jensen.

Ole fortæller: »Faktisk blev jeg allerede ansat i MJ Elektro i 1986, som firmaet hed, før EL:CON opkøbte det. MJ Elektro var kendt i området og et firma, der havde opgaver på de store pladser, og dét var lige noget for mig, der kom fra en mindre, lokalt firma«.

Ole var en overgang væk fra virksomheden, men kom så tilbage i entreprisen – nu på 25-år: »Der er sket store forandringer, siden EL:CON opkøbte firmaet. Men vi er blevet et moderne firma, og som medarbejder får jeg gode opgaver og input«.

Fodbold og bukkejagt
Den 16. maj holder Ole fri – for det er den årlige premieredato for bukkejagten: »Ja, dén dato er hellig for mig, for det er min store passion at gå på jagt«.

Og den ivrige jæger har da også nedlagt nogle bukke gennem tiderne på egen jagt og med jagtklubben i Faxe Ladeplads: »Faktisk har jeg nok 50 opsatser (gevirer) derhjemme, og jeg kan huske hver og ét af jagtforløbene fra start, og indtil jeg får nedlagt byttet«, forklarer han men må dog med beklagelse konstatere, at størstedelen af jagttrofæerne stadig ligger i kasser og venter på mere vægplads.

Det var ikke just bukkejagt, der høstede størst interesse, da Ole »Zico« tilbragte sine ungdomsår på fodboldbanerne i Kr. Såby. Ole forklarer, at han var så dygtig en fodboldspiller, at Roskilde Boldklub fik øje på ham og hentede ham til klubbens 2. divisionshold.

Men øgenavnet »Zico« fulgte med fra Kr. Såby, og det hænger såmænd ved den dag i dag blandt kollegaerne i EL:CON: »Zico var i start 80’erne en blændende dribler og fodboldspiller fra Brasilien. Alle fik et øgenavn dengang, og dét hænger jeg på endnu«, griner han.

Årets Kollega er fundet...

Morten Busk Klitte Årets Kollega 2019

Overmontør Morten Busk Klitte fra EL:CONs serviceafdeling i Viborg er Årets Kollega 2018/2019 i EL:CON. Han blev noget overrasket, da adm. direktør Jesper Knudsen (t.v.) kaldte ham op til kåring på scenen i Odense fredag den 10. maj, da EL:CON fejrede 35 års fødselsdag.

»Jeg er meget glad for den ære, det er, at blive Årets Kollega, men også meget overrasket. Jeg arbejder ikke bevidst på at være en super kollega, når jeg møder om morgenen, jeg tror bare, det falder mig naturligt at være der for mine kollegaer. Næ om morgenen er en kop kaffe vigtigst!«, udbrød en munter Morten Busk Klitte (t.h.).

93 personer har i år indstillet i alt 65 kollegaer til titlen som Årets Kollega i EL:CON – og det er en ny rekord! Men det var altså Morten Busk Klitte, som juryen (SU-udvalget) udvalgte til den fornemme titel. I indstillingen af ham kunne man blandt andet læse:

»Fem kollegaer har i år indstillet Morten til titlen som Årets Kollega, trods det at han er forholdsvis ny i afdelingen. Én kollega fortæller, at Morten er en rigtig god ambassadør for EL:CON og god til lærlinge, blandt andet fordi Morten forklarer tingene på en konstruktiv og rolig måde.

En anden kollega er meget imponeret over, hvordan Morten arbejder yderst struktureret og altid efter en stram skabelon. Det vil sige, at her er ingen svinkeærinder undervejs, og arbejdsmoralen er i top.

Morten er desuden primusmotor for god humør og samling af afdelingen til sociale fredagsarrangementer. En kollega siger, at Morten har en helt naturlig måde at samle tropperne på, og man kan ikke ønske sig en bedre kollega, der formår at berige sine kollegaer socialt og fagligt.

Mortens leder mener, at Morten er et foregangseksempel som medarbejder: Ud over at Morten besidder et fantastisk humør, er han skarp i pæren og forstår at se et stykke frem i egne opgaver og udfylder sin tid optimalt – han tilbyder sig også gerne til andre opgaver og afdelinger«.

EL:CON går forrest med grønne arbejdsbiler

Grønne el-biler

I denne uge sender EL:CON arbejdsbiler på gaden i Aarhus og Glostrup, der er 100 procent eldrevne. »Med indkøbet af splinternye eldrevne arbejdsbiler vil EL:CON gå foran og skubbe på den bæredygtige udvikling«, lyder det fra adm. direktør Jesper Knudsen.

Få uger efter at Mercedes Benz løftede sløret for deres nye og forbedrede eVito-model, tager EL:CON de første eksemplarer i brug. Dermed er vi den første virksomhed i Danmark, der sætter sig bag rattet i den nye og 100 procent eldrevne arbejdsbil.

Vil fremme den bæredygtige udvikling
Ifølge Jesper Knudsen, skal EL:CON være med til at præge samfundsudviklingen i en grønnere og mere bæredygtig retning, og her er investeringen i de nye elarbejdsbiler et godt skridt på vejen: »Vi glæder os til at få de nye biler ud i gadebilledet. For os er det vigtigt at tage et samfundsansvar og presse på udviklingen af eldrevne arbejdsbiler i Danmark, som har brug for opbakning, hvis de biltyper skal udvikles til et reelt alternativ«.

De eldrevne arbejdsbiler er væsentligt dyrere, end de konventionelle diesel-modeller. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke realistisk at udskifte alle arbejdsbiler, men hos EL:CON håber vi at se initiativer, der hjælper den grønne omstilling mere på vej. »Størstedelen af de projekter og opgaver, vi løser for kunder, kredser om den grønne omstilling, fx energioptimeringer i bygninger og i industrien. Vi er meget bevidste om, at de løsninger, vi vejleder kunderne til, er fremtidsrettede, bæredygtige og har fokus på den grønne omstilling. Derfor er det naturligt, at vi investerer i eldrevne arbejdsbiler«, siger Jesper Knudsen.

Førende på installation af ladestandere
Hos EL:CON bliver det ingen udfordring at lade nye eldrevne arbejdsbiler fra Mercedes-Benz. EL:CON har nemlig et mangeårigt tæt samarbejde med Clever, der som Danmarks førende e-mobilitetsudbyder sørger for strømmen til elbilerne, og som EL:CON har opsat cirka 10.000 ladepunkter for i Danmark.

Den nye Mercedes eVito havde Danmarkspremiere forrige weekend, hvor den blev præsenteret på Skandinaviens største transportmesse, Transport 2019. I alt kommer der blot fem eksemplarer af Mercedes eVito til Danmark i det første halvår af 2019, og EL:CON kommer først på gaden i de nye eldrevne arbejdsbiler.

Generationsskifte i EL:CONs termograferingsafdeling

Brian Herløv Sørensen takker af med udgangen af marts 2019 efter 29 år som leder af EL:CONs termograferingsafdeling, BL Termografi, i Fredericia.

Generationsskifte i termograferingsafdelingen

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation

Brian Herløv Sørensen takker af med udgangen af marts 2019 efter 29 år som leder af EL:CONs termograferingsafdeling, BL Termografi, i Fredericia. Han overlader ledelsen af afdelingen til en ny mand på posten som funktionschef – nemlig Jacob Ramsgaard, som faktisk ikke er helt så ny, idet han har været i afdelingen i knap 14 år.

Brian er dermed fuldstændig klar til næste etape i sit liv, som han er i færd med at planlægge: »Det er med stor sindsro, at jeg overlader hele butikken til Jacob, og giver afdelingen godt videre til én, som vi alle bakker op om. Jacob kender til det hele – lige fra sine kollegaer over opgavetyper til vores nuværende kunder samt hans flair for at skaffe nye«, forklarer Brian.

Men det var ikke helt let at overtale Jacob. Han var nemlig rigtig godt tilfreds med sit virke som termografioperatør og oplevelserne med den enormt positive respons fra tilfredse kunder. Men også som en del af det sammentømrede hold, som afdelingen er kendetegnet ved: »Jeg skulle bearbejdes i et par år, for det har aldrig været min drøm at blive leder af afdelingen og mine kollegaer«, smiler Jacob.

Men det lykkedes heldigvis Brian at overtale Jacob på en ca. 200 km lang køretur fra Fredericia til landsmøde i Aalborg: »Jeg sagde ja, men blev simpelthen nødt til at spørge mine kollegaer én efter én, om de kunne se mig som deres kommende leder. Jeg har heldigvis fået fuld opbakning hele vejen rundt, så det gav mig motivationen til at takke ja til stillingen«, siger Jacob.

Det er da heller ikke »Hr. hvem som helst«, kollegaerne nu får som funktionschef. I 2016 nominerede termograferingsafdelingen Jacob til titlen som »Årets Kollega i EL:CON« – og han var tilmed den kollega, som juryen udpegede som vinder blandt de indstillede kandidater i en virksomhed med 750 ansatte.

Termograferingsfamilien
Hos EL:CON har ledelsen i dag ekstra positiv fokus på forskelligartetheden og kompleksiteten i de opgaver, virksomheden tilbyder inden for specialkompetencer – herunder termografering.

Men sådan har det ikke altid været, forklarer Brian: »Vi har gennemgået en stor – og positiv - udvikling. Da jeg blev hentet tilbage til virksomheden efter at have været ude som projektleder for 40 mand i et tømrerfirma et par år, satte jeg fokus på at skabe ro og tillid og få folkene med på vognen. Stille og roligt drejede vi skuden i den rigtige retning, og begyndte at tjene penge«.

Det emmer af god atmosfære i termograferingsafdelingen i Fredericia - man får indtryk af, at her bor en »termograferingsfamilie«. Tonen er munter, holdet støtter op om hinanden, alle har samme faglige mål og »render i fælles retning«, som Brian udtrykker det. Her har medarbejderne en lang anciennitet, de har gennemgået en grundig oplæring, og arbejdet foregår på selvstændig basis, hvor »varen«, som kunderne får tilbudt og efterspørger, er »manden« - altså specialisten inden for sit felt.

Men der bliver altid lagt vægt på, at der skal være plads til familien derhjemme: »Inden vi ansætter en ny mand, kommer han til en jobsamtale – og dén deltager hans kone eller kæreste også i! På den måde får vi helt klare linjer for, hvad hverdagen for en termografioperatør indebærer hos os«, forklarer Brian.

God medarbejdertrivsel
Det er tilsyneladende den rigtige fremgangsmåde, Brian praktiserer inden for personaleledelse, for den nyligt gennemførte MTU (Medarbejdertrivselsundersøgelse), viser super flotte tilfredshedsprocenter for hans afdeling.

Og rapporten ligger frit fremme til skue på bordet under interviewet. Fx har 100 pct. af medarbejderne svaret: »Ja« til spørgsmålet: »Jeg ønsker at være ansat i virksomheden om to år«.
Og på spørgsmålet: »Jeg har beføjelser til at træffe de rigtige beslutninger på egen hånd«, mener 99 pct. af medarbejderne, at det er korrekt.

»Vores medarbejdere forventes at blive her i lang tid, så derfor skal trivslen da også være i top. Dét er den, og det gør mig ekstra stolt af mit livsværk«, understreger Brian.

Jacob har da heller ikke tænkt sig at ændre synderligt på afdelingens tilstand: »Brian og jeg har altid haft samme filosofi i forhold til bemanding, opgaver osv. Vi har altid talt os igennem dagen, og vi spiller med helt åbne kort i afdelingen generelt, så jeg overtager efter Brian med en rigtig god mavefornemmelse«.

Tak for dit virke i Termografering Brian, hav et godt otium – og tillykke med posten som funktionschef Jacob:-)

Flemming fejrer 25 år som »Brandmand« i EL:CON

Projektleder Flemming Jespersen kan den 14. februar 2019 fejre sit 25 års jubilæum hos EL:CON i Roskilde – de sidste par årtier i sikringsafdelingen.

Flemming Jespersen jubilæum

Tekst Mette Riis, HR og kommunikation, meri@elcon.dk

»Flemming er EL:CONs »Brandmand nr. 1«, og med den titel mener jeg, at han er ekspert på sit felt inden for brandsikring. Han er en loyal medarbejder, der ivrigt lærer fra sig, og deler sin viden med kollegaerne på sin behagelige, lune facon. Og jeg håber, at Flemming har lyst til at blive her hos os i mange år fremover«, siger sikringschef Per Bloch.

Da Flemming startede i virksomheden for 25 år siden, hed den MJ Elektro, og her løste han opgaver som elektriker ude på byggepladser. Snart fik han titel af formand og fik stadig mere betroede opgaver: »Jeg udførte kabelnedgravninger til den store guldmedalje med henblik på blandt andet bombe- og terrorsikring og andre kriseberedskabstiltag, samt tiltag for at imødegå miljøkatastrofer i visse dele af brandstofindustrien«.

Efter en årrække som pladsformand med fysisk hårdt arbejde, tænkte Flemming, at tiden var moden til et mere skånsomt, indendørs arbejde: »Jeg havde ikke lyst til at tilbringe mere tid i gummistøvler i en mudret udgravning. Derfor tog jeg en snak med Morten Jensen (stifter af MJ Elektro, red.) om muligheden for at arbejde med sikring – og sådan blev det«, forklarer Flemming, der startede på området med installationer af tyverialarmer, adgangskontrol og videoovervågning.

Sætter en ære i sit arbejde
Flemmings CV blev siden pyntet med en ABA-certificering (brandalarmanlæg), AVA certificering (Varslingsanlæg), ABVt Certificering (Brandventilation) og det er ikke helt tilfældigt, at det fortsat er brandsikring, Flemming arbejder med hos EL:CON: »Jeg sætter en ære i at arbejde med at skabe sikringsløsninger til fx bygninger, børn og ældre mennesker, der redder liv. Brandalarmssystemer, der hurtigt og effektivt tilkalder beredskabet, varslingssystemer, der råber vagt i gevær lokalt i bygninger, brandventilation, der bortleder røg og varme så en evt. evakuering muliggøres, eller bare branddøre, der lukker forsvarligt af for en opstået brand«.

Det er også Flemming, der både projekterer, sætter bemanding og står for udførelsen af de til tider yderst omfattende sikringsopgaver, der lander på hans skrivebord. Fx har han netop løst en større sikringsentreprise i en 14.000 m2 stor hal, hvor følere skulle opsættes i otte meters højde: »Jeg går aldrig på kompromis med mine kollegaers sikkerhed, når de går på arbejde. Vi måtte fx udskifte arbejdsliftene til en anden og til opgaven bedre model – men samtidig skal der være sammenhæng i opgaverne, så vi trak kablerne modsat i forhold til det umiddelbare, for at spare timer«, forklarer Flemming med et smil men uden at uddybe nærmere: »Så bliver det vist en tand for teknisk«.

Flemming samarbejder med kollegaer på tværs af landet - med ABA, AVA og ABVt, et tillæg til jobbet efter afdelingen i Roskilde er blevet medspiller i det landsdækkende EL:CON.

Flemming er en vellidt kollega, og det har han et lysende eksempel på i form af et indrammet diplom på sit skrivebord: »Jeg er nomineret til Årets Kollega i EL:CON 2018, og det gør mig stolt og glad. Jeg tror fuldt og fast på, at det er bedst at drive et godt arbejdsmiljø og et godt resultat frem med det gode og få hele holdet med«.

Det ser ud til, at det lykkedes for Flemming at gøre det rigtigt, når han kigger på sit gode, sammentømrede team af dygtige folk: »Er jeg i EL:CON om ti år? Tja, det tror jeg nok«.

Stort tillykke med jubilæet Flemming:-)

EL:CON køber DES-Knudsen ApS

DES-Knudsen opkøb

EL:CON har pr. 7. januar 2019 overtaget aktiviteterne i el-installationsforretningen DES-Knudsen ApS, som har base i Skive. EL:CON styrker hermed de el-tekniske kompetencer i det midt-vestjyske område.

Administrerende direktør Jesper Knudsen glæder sig over overtagelsen og udtaler: »Med overtagelsen af DES-Knudsen ApS udbygger vi vores lokale forankring i Skive og i det øvrige midt- og vestjyske område, og vi vil dermed i højere grad kunne imødekomme såvel eksisterende som nye kunders behov for el-teknisk ekspertise«.

Som et led i aftalen forsætter Peter Hauberg (t.h.), virksomhedens hidtidige ejer, som servicechef i EL:CON’s lokale serviceafdeling i Skive, og sammen med de eksisterende medarbejdere i afdelingen vil han tage hånd om kunderne behov.

»Vi er glade for at vi kan tilbyde de faste kunder hos DES-Knudsen ApS en fortsættelse af samarbejdet med Peter Hauberg, ligesom vi naturligvis ser frem til at kunne at skabe yderligere grobund for udvikling af vores eksisterende forretning«, udtaler regionsdirektør Tim Pindstofte (t.v.).

Regionsdirektøren fortæller endvidere, at udvidelsen af de el-tekniske kompetencer har høj prioriteret og er en del af EL:CONs strategi: »Vi ønsker at levere løsninger, der er innovative, fremtidssikrede og intelligente«.

Medalje til Mikkel - udlært elektriker hos EL:CON i Viborg

Svendeprøven er vel overstået for Mikkel Eriksen, som er udlært elektriker den 4. januar 2019 hos EL:CON i Viborg. Den dygtige elektriker opnåede nemlig hele to 12-taller for sin svendeprøve – og det udløser fagets medalje.

Mikkel Eriksen udlært i Viborg

»Mine karakterer er bare tal, for det handler om så meget andet og mere, når jeg arbejder som elektriker i det daglige. Men jeg er da super stolt og tilfreds med, at jeg får fagets medalje«, fortæller en glad, nyudlært elektriker.

Blandt andet handler det for Mikkel om, at han har gode kollegaer, et godt sammenhold på arbejdspladsen, og at han får tildelt ansvar til at løse sine opgaver selvstændigt – vilkår han oplever hos EL:CON.
Blandt Mikkels kollegaer er der også bred enighed om, at den unge fyr har nogle talenter, der ligger lidt ud over det sædvanlige: »Jeg tror, vi her taler om EL:CON Viborgs IHC-geni (lysstyring i fx huse), og jeg er helt tryg ved at sende Mikkel ud på alle slags opgaver«, fortæller serviceleder Jan Kristensen, der tilføjer, at Mikkel er én af de få lærlinge, der gennem de sidste par år af sin læretid har kørt i egen servicevogn.

Tekniker Poul Henrik Vestergaard er Mikkels Buddy (mentor): »Mikkel favner alt, han er nok én af de bedste elektrikere, og jeg kan sende ud på alle typer opgaver – dag og nat. Han er utrolig videbegærlig og konstruktiv, og han sætter sig hurtigt ind i tingene«.

Totalrenovering og IHC
Mikkel har gennem det sidste år brugt al sin fritid på at totalrenovere det gamle hus i en naboby til Viborg, som han har investeret i.

Også i dét projekt skinner interessen for teknik og styring igennem: »Jeg sætter stor pris på komfort. Og når jeg har mulighed for at styre varme og lys fra min telefon via smarte IHC-løsninger, så er det da dét, jeg installerer i mit hus«, siger Mikkel med et grin.

Også ude hos sine EL:CON-kunder arbejder Mikkel på at skabe de helt rigtige løsninger, kunderne bliver tilfredse med: »Jeg er god til IHC, og jeg drager nytte af de kurser, jeg har deltaget i, men også egen erfaring med renovering af mit eget hjem«.

Mikkel har netop været 14 dage hos sine kollegaer i Skive for at løse opgaver inden for programmering og skalering: »Jeg syntes, opgaverne var utrolig spændende, og kollegaerne super flinke. Så jeg håber på flere opgaver inden for styring (automation) og industri fremover«.

Poul Henrik tilføjer: »Vi har også fået meget positive tilbagemeldinger fra Skive på Mikkels indsats dér«.

Ingmars er udlært elektriker hos EL:CON - med to flotte 12-taller

Ingmars Jansons er udlært elektriker den 31. december 2018 hos EL:CON i Viborg – og det med to flotte 12-taller og dermed udsigt til at modtage fagets medalje.

Ingmars Jansons udlært i Viborg

Det skinner igennem, at her er tale om en fagligt dygtig elektriker. Men el-faget er ikke helt ukendt for Ingmars, for han er faktisk oprindeligt udlært el-montør i Letland.

»Og jeg har arbejdet som el-montør i mit hjemland gennem seks år, inden jeg kom til Danmark. Med min uddannelse som elektriker her i Danmark har jeg fremtidssikret og opgraderet min viden inden for faget«, fortæller Ingmars, der har sagt ja til at fortsætte hos EL:CON i Viborg.

»Ingmars er hamrende dygtig til specielt industriservice og besidder et gå-på-mod ud over det sædvanlige. Så vi er helt tilfredse med, at han ønsker at arbejde videre med det område her i serviceafdelingen. Og han er desuden meget vellidt blandt kollegaerne«, tilføjer serviceleder Jan Kristensen.

Elektriker Thomas Hellerup er Buddy (mentor) for Ingmars: »Han har et godt håndelag med sin baggrund inden for el-faget. Han har ikke brugt sin mulighed for at snakke med mig som Buddy særlig meget, nok fordi han har været godt selvkørende helt fra starten«.

Kommende automationsteknolog
Måske stopper Ingmars ikke sin uddannelsesrække ved den nye status som udlært elektriker. Han har overvejelser om måske på sigt at læse videre til automationsteknolog: »For jeg brænder virkelig for industriservice«.
Blandt andet derfor har han benyttet sig af EL:CONs rotationsordning for lærlinge og tilbragte tre måneder i Automationsafdelingen i Hornslet: »Her fik jeg for alvor øjnene op for mulighederne med automation, det var en rigtig god oplevelse, og jeg har lært mange nye ting om faget«, forklarer han.

Men lige nu og et godt stykke tid fremover er det EL:CON i Viborg, der får den nyudklækkede elektrikers fulde faglige opmærksomhed: »Jeg er virkelig glad for at køre ud på industriopgaver med min gode kollega René (Sjørup, red.), som jeg hele tiden kan lære meget af«.

Derhjemme er det Ingmars kone og lille søn på to år, der er i centrum: »Uh, der er så meget, jeg gerne vil lære og opleve med min lille søn. Men der bliver da heldigvis også tid til interessen for musik, hi-fi-systemer og cykling«, smiler den nye elektriker fra Viborg.

EL:CON køber aktiviteterne i Utility Solutions af Eniig

Opkøb af Utility Solutions

EL:CON A/S har netop indgået aftale med Eniig a.m.b.a. om overtagelse af aktiviteterne i Utility Solutions, som har base i Støvring. Med købet styrker EL:CON sin eksisterende forretning inden for det el-tekniske kompetenceområde infrastruktur & forsyning.

Ifølge administrerende direktør Jesper Knudsen stiller opkøbet kunderne stærkere: »EL:CON har mangeårig erfaring inden for etablering, drift og vedligeholdelse af el-forsyningsanlæg og vil med opkøbet af Utility Solutions få yderligere faglig kompetence«.

»Vi udbygger vores dækningsområde i Midt- og Nordjylland og føjer med overtagelsen af denne afdeling placeret i Støvring endnu en lokal afdeling til vores landsdækkende virksomhed. En af gevinsterne er, at vi i højere grad vil kunne imødekomme vores kunders behov for el-teknisk ekspertise«, udtaler Jesper Knudsen.


Direktøren glæder sig over opkøbet og fortæller, at udvidelsen af de el-tekniske specialkompetencer er en højt prioriteret del af EL:CONs strategi: »Vi ønsker at levere løsninger, der er fremtidssikrede og intelligente. Det vil sige, at vi sammentænker alt fra el-forsyning over el-installation og indeklima til adgangskontrol og overvågning, og vi vejleder kunderne i både projektering og installation«.


»Energioptimering er en integreret del af EL:CONs agenda. I det lys er købet er Utility Solutions endvidere interessant, fordi vi på el-forsyningen kan bidrage til både at skabe et velfungerende samfund og en renere planet«, fortæller regionsdirektør hos EL:CON, Jens Christian Lundholt.


»Utility Solutions har 15 højt specialiserede medarbejdere, der er eksperter i vedligeholdelse og anlægsarbejde på elforsyningsanlæg. Sammen med EL:CONs eksisterende medarbejdere på dette område, er vi nu i stand til at løse alt fra enkelte vedligeholdelsesopgaver til store komplekse anlægsprojekter på energiens motorveje«, forsætter Jens Christian Lundholt.


På billedet ses fra venstre: Regionsdirektør Jens Christian Lundholt, adm. direktør Jesper Knudsen, begge EL:CON A/S og fra Eniig a.m.b.a CFO Jesper Barslund Jacobsen og direktør for Eniig Energiteknik A/S Ken Thon.