EL:CON stod for elentreprisen på det nye Campus-byggeri i Skejby, som dagligt vil blive brugt af omkring 2.500 studerende og 350 ansatte.
Den 1. juni 2011 stod et 25.000 kvadratmeter stort uddannelseshus - Campus Skejby - færdigt. Det nye Campus Skejby kan rumme alle VIA University Colleges sundhedsfaglige uddannelser i Aarhus samt VIAs efter- og videreuddannelsesområde, deres udviklingsdivision, IT-afdeling og sidst men ikke mindst deres Center for undervisningsmidler.
EL:CON Aarhus har medvirket i projekterings-fasen og stod for den totale elentreprise i forbindelse med byggeriet. Der er tale om en omfattende entreprise, som både indeholder: stærk- og svagstrøm, sikring, ABA og CTS.
"I EL:CON Aarhus-regi er projektet for VIA stort. Vi har i perioder været op mod 30 mand beskæftiget på byggeriet", fortæller senior projektleder Kim Kallesøe Wellin og fortsætter: "Alt i alt er det store projekt forløbet fornuftigt, og tidsplanen blev overholdt. Entreprisen passer særligt godt til EL:CON og vores stærke specialkompetencer".
Den firefløjede Campus-bygning er tegnet af arkitekterne Schmidt/Hammer/Lassen med Moe & Brødsgaard som ingeniører. Projektperioden var fra 2008-2011.